Bemærkelsesværdige podcastepisoder 5: Teenage Mutant Ninja Turtles with Josh Pais (I Was There Too)

I Was There Too er en interviewpodcast med nogle af de medvirkende fra de store blockbusters, filmklassikere, som giver et anderledes indblik bag kulisserne.

Jeg er stor ninjaskildpadde-nostalgiker, og det er Matt Gourley også, og det er måske det der gør interviewet med Josh Pais (RAPHAEL) til noget specielt. Det er den orginale turtlesfilm fra 1990 der er tale om, jeg genså den for et par år siden, og den er uudholdelig at se på, men derfor kan man stadig godt være nostalgiker.

 

Du kan lytte til I Was There Too her.

afsnittet med Raphael her

 

Det værste ved filmen fra 1990 var Rocksteady og Bebop, man havde lavet nogle helt misforståede misfostre af mutanter, nok i et forsøg på at gøre filmen mere dyster.

De skulle selvfølgelig have set sådan her ud

ROCKSTEADY AND BEBOP

Guld på Bonanza

1. Dalgaards tivoli (1999).


I 1999, da reality var et helt nyt fænomen og sociale medier endnu ikke var noget nogen havde hørt om, optog man livet i det omrejsende Dalgaards tivoli. Voice-overen var lettere sarkastisk, og scenenerne var bygget op over tivoliarbejdernes interne konflikter, så det fik samme underholdningsværdi som en sit.com, og på den måde var det en ny måde at skildre et miljø på dokumentarisk.

 

2. Cirkus Dannebrog 
(2001)

I samme periode fik man over 8 afsnit indblik i cirkus Dannebrog. Med et unik persongalleri, klippet så det hele fremstår uforskammet komisk, med en sarkastisk voice-over, får man et unikt indblik i et miljø som siden næsten er blevet kvalt af lovgivne restriktioner, som tydeligvis har været kærkomne for alles sikkerhed.

 

3. Hovedbanegården (1999)


For de 2 førnævnte dokumentarserier gælder det, at de skildrede miljøer er former for scener, omrejsende tivoli er også showbusiness, en kulisse der bygges op og pilles ned igen og igen. Cirkus er en arena, som også bygges op på rekordfart og illusionerne sættes igang. Måske har de medvirkende været mere bevidste om kameraets betydning end i serien om Hovedbanegården, som er mere tåkrummende end sjov. Der er god basis for lidt #metoo fra stationsforstanderen, en indehaver af en hælebar blotlægger sit haltende kærlighedsliv, og de DSB-ansatte går mest op i hvor lidt de kan lave.

 

Jeg kan desværre ikke genkalde mig reaktionerne på nogen af disse dokumentarserier, men fælles for dem er, at ingen af dem kunne laves i dag, det ville i hvert fald være svært at få adgang til sådanne miljøer uden en masse forbehold.

 

4. Under uret (Poul Martinsens Hovedbanegård, 1985)


 

15 år tidligere møder vi den samme stationsforstander i Poul Martinsen mere meditative skildring af livet på banegården. Martinsen tror så meget på de karakterer han møder har interessante historier, at en voice-over er undladt.

 

“Det der man kalder kærlighed, har du prøvet det nogensinde?”

 

spørger Martinsen papegøjemanden, og ja det har han, men han blev tvunget til at vælge mellem konen og papegøjerne og så valgte han fuglene.

 

“Man skal ikke leve, men skal opleve, men man kan ikke opleve hvis man ikke har den evne: at opleve…. Det er ikke alle mennesker, der tænker på at hele verden er et skuespil…. Det er sommetider meget bedre end det på teatret, hver eneste er skuespiller uden de ved af det.”

 

siger en ældre dame, som også bliver en kommentar til dokumentargenren.

 

“Man vil gerne have en bestemt men det er omsonst, og hvis det lykkedes bliver der aldrig noget godt ud af det alligevel.”

 

Menneskerne foran kameraet ved hvad de snakker om. I det hele taget finder Poul Martinsen nogle karakterer som jeg forestiller mig ikke findes magen til i dag. Så jeg tror heller ikke man vil kunne lave nogen lignende i dag, men jeg ved det ikke, jeg vil spørge Poul Martinsen selv i et kommende afsnit af Bangebuks, som bliver helt særligt for mig, fordi Poul Martinsen er min helt, og en levende legende.

 

Du kan se Dalgårdstivoli her

 

Du kan se Cirkus Dannebrog her

 

Du kan se Hovedbanegården her

 

Du kan se Under uret her

Hugh Grant leverer verdensklasse selvironi og dystert menneskesyn.

Konkurrence

Denne smukke bog kan blive din!
Forlaget LESEN udgiver Sonja Åkesson: Jeg bor i Sverige. Den kan købes fra den 28. september.
Og du kan vinde den her:
Skriv og foreslå hvem Bangebuks skal snakke med.
Særlig interesse har kunstnere, der bruger sig selv/egen historie i deres kunst.
Eller forfattere, der har debuteret sent i livet.
Eller andre der har skiftet bane.
Eller en som er interessant, men som ikke har været i radio24syv.
Hvis du er blank kan du være med i konkurrencen alligevel, nemlig ved at svare på hvilken skuespiller man kan høre et kort klip af i afsnit 26 af Bangebuks. Og hvis det er for nemt, kan du måske svare på hvilken film klippet er fra.
Bangebuks beslutter hvem der har vundet den 27. september. Vinderen får direkte besked. Direkte.
skriv til Bangebuks nedenfor:
Navn*
Emailadresse*
Besked*

Bøger med bibelstatus 1: De ufrivillige overspringshandlinger

Lidt om John Steinbecks Journal of a Novel.

 

Jeg har altid skrevet. Så meget, at jeg undrer mig over, at jeg ikke kan fremvise op til flere færdige noveller og romaner. Især irriterer det mig at det, trods flere ihærdige forsøg, aldrig er lykkedes mig at gennemskrive en roman.

 

I løbet af 1951 skrev John Steinbeck klassikeren Øst for paradis.

 

Under skriveprocessen skrev han desuden dagligt et brev til sin forlægger, samlingen er breve er udgivet under titlen Journal of a Novel. Det er på flere måder et vanvittigt indblik man får i en af verdens bedste forfatters skriveproces. Men hvad er det han skriver om til sin forlægger?

 

Først og fremmest er det en slags dagbog, han gør rede for filosofiske tanker, om strukturen for sin skrivning. Men det den i virkeligheden hele tiden beskæftiger sig med er: Hvordan er det muligt at skrive?

 

Steinbeck fortæller at det er vigtigt for processen at han skriver hver dag, samtidig er han helt på det rene med at det ikke er realistisk. Det er mindst lige så vigtigt at han ikke skriver for meget hver dag, for så bliver han udtømt og går i stå. Hvis det en dag ikke lykkedes ham at skrive, forsøger han at analysere sig frem til hvorfor. Hvis han ved han får besøg står han tidligere op.

 

“A man is destroyed by the duck nibbling of nagging, small bills, telephones (wrong number), athlete’s foot, ragweed, the common cold, boredom. All of these are the negatives, the tiny frustrations, and no one is stronger for them.”

 

Man kan trække et hav af skriveråd ud af Journal of a Novel. f.eks.: Ret altid din skrivning mod en bestemt person, i stedet for at forestil dig du skriver til hele verden, teksten vil miste jordforbindelsen og blive uinteressant for enhver.

 

Men mest af alt er den et mesterstykke i hvordan man skaber et liv hvor skrivning er mulig.

 

“When I work on a book to this extent and with this concentration, it means that I am living another life. As it goes along, increasingly I give to the second life more than to the first.”

Den ultimative søvn: Waking up.

Jeg holder af at falde i søvn til en god podcast, faktisk er det sådan jeg falder mest effektivt i søvn. Der findes podcasts som er specielt beregnet til at få dig til at sove, men de virker ikke på mig. Selvom de kan være hyggelige, er de som regel så kedelige, at min hjerne begynder at arbejde med sine egne problemstillinger = søvnløshed.

Hvis en podcast skal være søvndyssende for mig, kræver det et interessant emne, der bliver behandlet på en langtrukken facon. Der findes ingen podcast, der rammer den kombination bedre en (ironisk nok) Waking up with Sam Harris.

Som regel har Sam Harris interessante gæster inde, som er eksperter indenfor et relavant og interessant emne, ofte noget videnskabeligt, Sam Harris stemme er monoton og han er ultra seriøs (og selvhøjtidelig, mere om det om lidt). Jeg sover som regel under Sams "House keeping" inden gæster når at blive præsenteret. Sam taler længe om hvordan det går med podcasten, om den økonomi og hvad han får af feedback. Måske er han blevet opmærksom på at en gæst har talt usandt i podcasten, og vi får alle hans etiske overvejelser omkring sådan en situation.

Jeg mener det er en udmærket egenskab for en podcast at være søvndyssende. Den berømte iranske,  nu afdøde filminstruktør Abbas Kiarostami har udtalt:


"I really think that I don't mind people sleeping during my films, because I know that some very good films might prepare you for sleeping or falling asleep or snoozing. It's not to be taken badly at all. This is something I really mean."

 

Hvis jeg forstår ham rigtigt, har jeg det på samme måde med min egen podcast, hvis nogen fortalte mig de var faldet i søvn til den, ville jeg tage det som et kompliment. Hvorfor ikke? Det er dejligt at sove og hjernen bliver renset. Personligt vil jeg nødigt undvære podcasts, som er gode at falde i søvn til.

 

Podcasten hedder Waking Up fordi Sam Harris ser sig selv som oplyst. Han er lidt af en frelsertype, som har sat sig for at redde USA, hvis ikke hele verden, intellektuelt. Det er en bonus ved Waking up, at man kan være heldig, at vågne op til at Sam Harris siger noget meget selvretfærdigt efter et 2 timer langt interview, som regel bliver han også selv træt i løbet af podcasten. Det er altid dejligt at vågne op til en der har sænket facaden.

Du kan selvfølgelig undgå dette ved at få din podcast-app til at slukke for Sam efter 15, 30 minutter eller en time, alt efter hvor længe du kan holde dig vågen.

 

Fald i søvn til Waking Up with Sam Harris på iTunes eller her:

 

Godt gemt 2: Knust kværn og kvæstet.

Knust kværn og kvæstet er en radiomontage fra 1985 af Ole Bornedal.

Bornedal får maximalt dramaturgisk (og pædagogisk) ud af krydsklipning mellem Claus, der er kørt galt to gange på motorcykel, og Kim, der er afhængig af adrenalinkicket fra at køre stærkt.

 

Du kan høre radiomontagen her.

(bonanza, DR)

 

 

The Enigma of Arrival by the late V. S. Naipaul

Jeg læste The enigma of Arrival denne sommer, og nu er V. S. Naipaul død 85 år gammel. Det er et blikstille mesterværk, hvor der ikke sker meget, det der sker rammer plet. En fortælling om hvordan Naipaul udviklede sig til forfatter, indtil ankomsten som forfatter (en gåde).

Senere hørte jeg helt tilfældigt en podcast hvor Karl Ove Knausgaard fortæller om sit forhold til bogen, og han læser op af et afsnit i bogen. Han siger: "there is nothing there." Jeg tror, han mener, at der ikke er nogen egentlig handling, der er dog meget at komme efter til den tålmodige, (blandt andet) en forfatter, der generøst øser ud af sin erfaring.

 

Lydt til Knausgaard her

i The New Yorker Fiction Podcast

 

V. S Naipaul vender flere gange tilbage til meditationer omkring et maleri af Giorgio de Chirico (nedenstående), her er en af historierne han skaber ud fra det:

 

"He would walk past those two muffled figures on the gray side. He would move from that silence and desolation, that blankness, to a gateway or door. He would enter there and be swallowed by the life and noise of a crowded city (I imagined something like an Indian bazaar scene). The mission he had come on - family business, study, religious initiation - would give him encounters and adventures. He would enter interiors, of houses and temples. Gradually there would come to him a feeling that he was getting nowhere; he would lose his sense of mission; he would begin to know only that he was lost. His feeling of adventure would give way to panic. He would want to escape, to get back to the quayside and his ship. But he wouldn't know how. I imagined some religious ritual in which, led on by kindly people, he would unwittingly take part and find himself the intended victim. At the moment of crisis he would come upon a door, open it, and find himself back on the quayside of arrival. He has been saved; the world is as he remembered it. Only one thing is missing now. Above the cut-out walls and buildings there is no mast, no sail. The antique ship has gone. The traveler has lived out his life."

10 podcast-interviews, der er værd at lytte til.

Her er ti bud på interessante interviews, listen er også ment som en anbefaling af de ti forskellige podcasts, mange har haft et hav af interessante gæster eller får det i fremtiden.

 

1 Noget om at vurdere om mennesker lyver:

Judge Judy i Alan Aldas podcast: Clear+vivid.

lyt her.

 

2 Alt handler om Daniel Day Lewis:

Paul Thomas Anderson i THE ADAM BUXTON PODCAST

lyt her.

(Hør også afsnittet med Greta Gerwig)

 

3 Humorist:

Rasmus Bruun i Punchline.

lyt her.

 

4 Dansk forfatter:

Jens Blendstrup i PlotCast

lyt her.

 

5 Amerikansk standupper:

Jerrod Carmichael i The Tim Ferris Show.

lyt her.

 

6 Stemmen alene gør det:

Nick Nolte i WTF with Marc Maron

lyt her (27 minutter inde)

 

7 Dawkins er afslappet:

Richard Dawkins i Think Again - a Big Think Podcast

lyt her.

 

8 Eneste psykolog der har modtaget Nobelprisen:

Daniel Kahneman i On Being

lyt her.

 

9 Noget om Jalousi:

Caroline Albertine Minor i Lit Love

lyt her.

 

10 Noget om mod (grit):

Caroline Adams Miller i Sounds True: Insights at the Edge

lyt her.

Ugens anbefaling: The Mental Illness Happy Hour (podcast)

Værten hedder Paul Gilmartin, og han læser lytternes fortællinger om psykiske lidelser og traumer op med både indføling og humor. Han har overraskende åbenhjertige gæster, som lægger de psykiske kort på bordet. Det er overskudsagtigt, informativt og underholdende. Man får følelsen af, man er i et intimt og trygt sammenhold. Og muligvis også en underlig følelse af, at man nok er meget normal, trods alt. Hats off!

Der er et hav af afsnit, prøv fx afsnittet fra 3 august med Dylan Brody.

 

hjemmesiden er her. Der er altid links til ugens gæst m.v.

Lyt på iTunes

Godt gemt: Kenn André Stilling i Det næste kapitel

Kenn André Stilling var i juli 2017 gæst i Radio24syvs Det næste kapitel.

Programmet er som bekendt et interviewprogram, der består af to møder med en uges mellemrum. Journalisten får således mulighed for at lytte det første interview igennem, finde huller i interviewet, der er måske blevet talt udenom, som hun så kan spørge ind til i anden time.

 

I anden time er vi på besøg i Kenns lejlighed.

Kenn er vokset op i Nivågade, en meget smal gade på Nørrebro.

Kenn læser et digt op om gaden (skrevet af Kenns bror):

 

Nivågade

 

Engang var Nivågade,

byens hjerte, byens puls, byens gade.

 

Alle mennesker kørte igennem, gik igennem

eller løb igennem.

 

Livgarden med fløjter og trommer gik

igennem nivågade.

Det var et fantastisk sted,

et sted, som man drømte om! Det var den tids Mekka.

 

Selv Stauning kom kørende på cykel

for at se drømmen.

 

I midten af gaden var der en triumfbue,

og oven over den en regnbue.

Der var også en skov, som var stor og grøn.

 

Hen til skoven gik der en vej,

som på begge sider havde pragtfulde figurer

af alle kendte mænd og kvinder i marmor.

 

I den anden ende af gaden var der en flyveplads,

hvor maskiner hvert minut kom ned

og blev tømt for mennesker,

som løb hen i den anden ende af gaden,

hvor de satte sig på stranden

for at se over det blå hav,

hvor alle århundreders skibe sejlede forbi

og hilste med flag.

 

 

Kenn fortæller at han altid har gået rundt med en meget stor tuschpen.

"Så var der nogen i vores familie der sagde:

-der har da aldrig nogensinde været en flyveplads i Nivågade.

Så er det at sådan en pen kommer op øjeblikkeligt og deres navn bliver streget ud, for man kan ikke ha' sådan nogle mennesker i familien. Det kan ikke lade sig gøre, de smitter. De er dødensfarlige, og derfor skal man være meget varsom med det der... jeg vil hellere være i god familie med nogen nede på Funch (Funchs vinstue) end at være i familie med dem der er i ens familie."

 

 

Du kan lytte til radiointerviewet her.

Ugens anbefaling: Dirty John (Wondery)

Ikke mange timer efter jeg, for ganske nylig, blev anbefalet Dirty John, en serie på 7 episoder af ca 45 minutter, hørte jeg det hele i rap.

Dirty John er Third Ears "I forhold med..." på steroider.

Selve historien, der ligesom "I forhold med..." drejer sig om en kvindens forhold med en "con-artist" ved navn John, fortælles i 6 afsnit. Syvende afsnit er således et afsnit, hvor man hører om Dirty Johns andre ofre, som løbende er dukket op.

Der er mange gode detajler efterhånden som historien foldes langsomt ud. Jeg er især vild med, at hun på et tidspunkt går til en psykolog, som ender med at hjælpe hende med strategier overfor døtrene, der desperat prøver at få hende til at indse, at hun har involveret sig med en ægte psycho.

 

Du kan lytte her

og selvfølgelig også på iTunes.

 

Andre interessante serier fra Wondery:

 

The Wonderland murders

 

Inside the Exocist

 

Og du kan høre eller genhøre Thirdear "I forhold med.." her

 

Bemærkelsesværdige podcastepisoder 4: Kim Leine: Man skal forløse sin kreative sult (Forfatterhjørnet #18)

"Uden angst, ingen bøger."

Kim Leine fortæller i forfatterhjørnet-afsnittet, fra den 2. juni 2017, generøst om sin vej til at blive forfatter.

Samtalen bekræfter mig i at jeg, trods alt, ugør noget rigtigt, og så vidt jeg kan vurdere burde enhver, der har ambitioner med deres skriverier, lytte godt efter.

lyt her eller hvor du lytter til podcast.

Så vil jeg ikke skrive mere om den samtale, for jeg skriver på noget andet, som jeg har mere at sige til. Hej.

Bemærkelseværdige podcastepisode 3: Batman (This American Life)

"Behandl en mand, som han er, og han vil vedblive at være, som han er. Behandl en mand, som han kan og burde være, og han vil blive, som han kan og burde være."

-Goethe

 

Batman er et meget opbyggeligt afsnit fra This American Life, fra 9. januar 2015. Den ret vilde historie om den blinde Daniel Kish, der kan se! 

Programmet er bygget op så det skaber rum til pædagogiske overvejelser.For hvordan har Daniel lært at se?

Psykologiske forsøg viser, at de forventninger man har til folk (og dyr) har betydning for hvordan de opfører sig. Blandt andet det klassiske forsøg hvor en lærer, der får at vide, at visse elever er fagligt dårlige og andre er fagligt dygtige (tilfældigt udvalgt) begynder at opføre sig på en måde overfor eleverne at de "dårlige" begynder at klare sig dårligere og omvendt. Og her kommer Daniels mor ind i billedet, og forventninger i det hele taget.

Beklager det corny Goethe citat, programmet skal bare høres her.

Bemærkelsesværdige podcastepisoder 2: Smile my ass (Radiolab)

Ideen bag "skjult kamera" begyndte som radio, og folk var bestemt ikke glade. Hør fortællingen om hvordan det udviklede sig og til sidst blev til fjernsyn, kunne seererne dog få pillen ned, hvis bare dagens offer smilede, derfor sagde man: "Smile, you're on candy camera!" når illusionen blev brudt, og værten lagde armen om offeret og pegede ind i kameraet. Men som man kan høre i programmet Smile my ass fra Radiolab, var folk ikke helt helt på det rene med hvad der var fub og hvad der var fakta dengang. Det kulminerer da der opstår en nødsituation i et fly Candy Camera værten flyver med, men de andre passagere har genkendt ham.

lyt her

Afsnittet ligger også på iTunes, Radiolab udkommet 6. oktober 2015.

Ugens podcast: Dan Carlin's Hardcore History

Du kommer til en oversigt af Dan Carlin's podcasts her

Du kan høre Hardcore History på iTunes her

 

Konceptet er enkelt: Dan sidder med bøgerne slået op og fortæller time efter time om de mest dramatiske øjeblikke i verdenshistorien. Fx over 20 timer om første verdenskrig, og nej det føles ikke for langt.

Gratis på iTunes kan blandt andet høres serierne Blueprint for Armageddon og  King of Kings, og nu er han tilbage med Supernova in the East I. Serierne er idybdegående beskrivelser af kriges baggrunde og dynamikker, fortalt levende og med nuancer. Dan Carlin er hardcore historielæreren du aldrig fik, forson dig med din fortid.

Ugens podcast: Dan Carlin's Hardcore History er tilbage!

Ugens bedste podcastafsnit: Revisionist History: Analysis, Parapraxis, Elvis

Malcolm Gladwell har en podcast hvor han undersøger oversete og misforståede ting i verdenshistorien, den hedder Revisionist History. Tiende afsnit af tredje sæson hedder Analysis, Parapraxis, Elvis.

Parapraxis er Freuds teori om talefejl også kendt som freudians slips. Og i dette afsnit undersøger Gladwell Elvis' talefejl i særligt Are You Lonesome Tonight, der er vist registreret over 20 fejl i de 10 optagelser man har af Elvis der synger den sang, se bare her. Gladwell er blandt andre forbi Jack White, som minsandten laver et freudian slip, Gladwell laver også selv et freudian slip, og som det er tradition når man har med Freud at gøre skal der analyseres. Og Gladwell når frem til en, i hvert fald for mig, overrraskende konklusion om Elvis' problemer med sangen, og sangeres kamp med bestemte sange i det hele taget. Og Elvis' grin får en ny betydning.

Freud, Elvis, Gladwell. What's not to like?

Bemærkelsesværdige podcastepisoder: Cassie has an itch (The Heart)

Dette afsnit af The Heart er totalt yndlings, det er fra 5. september 2017, lyt til det her.

Der er ikke så meget at sige til det, det klør i røven og Cassie fortæller meget åbent om det.

The Heart sender ikke i øjeblikket, men der er et stort arkiv at gå i krig med.

 

Du skal ikke tro du er noget.

Første afsnit om Janteloven kan du høre her.

Du kan læse mere om Frank Langmack her.

 

Frank har set hele verden, det har jeg ikke. Til gengæld har han ingen studiegæld, som jeg har masser af. Frank kalder sig forfatter, det kan jeg ikke få mig selv til. Frank har altid fulgt sine drømme og vægtet højt at være fri, jeg har slavementalitet. Frank kan bedst li' jazz med saxer, jeg kan li' en stille sang.

Jeg har bemærket noget indeni mig, som måske er janteloven, det vil jeg undersøge og det begynder med Frank

Don't let the Fuckers Get You Down

God empowerment

Do I dare?

Bangebuks Podcast

Hej, jeg er en bangebuks, som er bekymret, overtænker og ikke tør ret meget. Jeg har en podcast hvor jeg taler med kreative mennesker, som jeg synes er modige, og som jeg gerne vil lære af. Du kan lytte til podcasten her: Bangebuks

Denne blog er alt det udenom, tanker, overvejelser, anbefalinger, yderligere information om temaer osv. Samtidig håber jeg bloggen bliver en dokumentation af mit opgør med frygten.

 

Du skal ikke være bange for at skrive til mig:

Kom på Jantelovssafari med Bangebuks.

Janteloven er et uundgåeligt tema i Bangebuks podcast. I det kommende afsnit 24 tager vi hul på jagten efter Janteloven, hvor kan den observeres? Hvad er dens naturlige habitat? Måske ikke hvor og hvad, men hvordan? Første afsnit med fokus igennem Jantelovens linse udkommer medio juli. 

Svært ved at sige nej? tip#5

Det kan være svært at sige nej fordi det føles som om, du afviser personen, og vil personen nu føle sig afvist? Derfor er det en god ide, at huske se forslaget/tilbuddet og personen som separate, og eventuelt understreger det når du siger nej, enten for dig selv eller for personen du siger nej til.

Svært ved at sige nej? tip#4

I virkeligheden er dette her måske ikke et tip, bare en konstatering. Som erfaren ja-hat, konfliktsky people pleaser ved jeg, at universet bliver ved med at prøve dig, folk bliver ved med at overskride dine grænser, du vil blive udnyttet til den dag, hvor du tager dig sammen og siger NEJ! Så du kan ligeså godt få dig et liv og begynde at sige nej i dag.

Svært ved at sige nej? tip#3

Bliver du tit grebet på det forkerte ben? Du bliver spurgt og vil ikke være et røvhul og derfor skynder du dig at sige nej. Bagefter fortryder du, og det føles uoverkommeligt at trække dit ja tilbage. Som jeg nævnte i tip 2 så er det større JA bagved det nej du giver nødvendigt, det er i hvert fald godt at have ved hånden, fordi det forklarer dit nej. Det kan bare ikke lade sig gøre at have et stort JA til alle tænkelige situationer. Derfor er tip 3 at købe dig selv mere tid. Det er faktisk super reelt, især hvis forespørgslen kommer bag på en. Det kan være svært at vurdere om man lige har lyst til et eller andet, derfor er det godt at købe sig lidt tid så man kan bruge tip 1: 1 - 10-skalaen uden 7-tallet, eller købe tid til at finde sit JA frem.

Det handler altså om at gøre det til en vane at trække tiden lidt når du bliver spurgt. Sig der er noget du skal tjekke op på først, sig du lige skal spørge din mor, sig du lige skal tænke dig om, sig hvad som helst, der kan give dig lidt tid til at give det rigtige svar.

Selvfølgelig kan det godt være at folk undrer sig hvis du beder om tid til noget der virker meget simpelt, men hvis du er en af os, der har svært ved at sige nej, og du gerne vil blive bedre, så er tid dit vigtigste våben. Hvis du tit ikke siger nej fordi du synes det er ubehageligt, kan du trøste dig med at det er knap så ubehageligt at bede om tid før du svarer.

Svært ved at sige nej? tip#2

Der kan være mange årsager til man har svært ved at sige nej, og det afhænger ogsåaf situationen. En forudsætning for overhovedet at kunne sige nej til noget er, at have et større "JA". Dvs. at man egentlig ikke siger nej når man bliver spurgt, man siger JA til noget andet, der er vigtigt for en selv.

Det kan være svært at sige nej til kage, når man nu godt kan lide kage, men hvis har har et større JA der hedder sundhed, kan det lade sig gøre.

Hav styr på prioriteterne, folk respektere som regel et nej, hvis du kan forklare dem hvad du siger JA til.

Som jeg ser det, handler det om at møde en vilje med en anden vilje, istedet for blot modvilje. Det er alt for hårdt at møde verden med modvilje, men hvis du ved hvad du vil, er det ikke svært at styre udenom ting der tager din energi.

Svært ved at sige nej? - Prøv dette lette trick #1

Der kan være mange forskellige grunde til, at man kan have svært ved at sige nej.

Hvorfor siger man ikke bare nej til det man ikke har lyst til?

Det kan være man har svært ved at mærke hvor meget man egentlig har lyst til noget, i forhold til hvad man mærker fra den anden part. Hvad nu hvis man mærker den andens vilje stærkere end sin egen?

 

Tip:
Næste gang du får et tilbud om et eller andet, bliver inviteret til noget eller what ever, så prøv at vurdere hvor meget du har lyst på en skala fra 1 til 10, men - and here's the kicker - du må ikke bruge tallet 7.
Det skulle gerne hjælpe dig til at blive klar over om det er noget du skal sige ja eller nej til, hvis du er noget du har svært ved at mærke.

Akimbo

Jeg lytter til Seth Godin's podcast Akimbo - det seneste afsnit "It's not about the chocolate" handler om kultur og om at ændre kultur.

Der er nogle spændende tanker om det vi i Danmark nok ville kalde Janteloven. Seth fortæller blandt andet, at der er eksempler på, at man i små stammesamfund ikke roste en dygtig jæger. Når han kom hjem med et mægtigt nedlagt vildsvin, talte man byttet ned, "så stort er det heller ikke." Simpelthen fordi det ikke var godt for stammen hvis enkelte individer klarede sig bedre end andre. Det jævne er i længden det sundeste for små samfund. Måske ikke så underligt, at Janteloven er fra Danmark (Mors). Det er endnu en forklaring på hvorfor det kan være så svært, at håndtere sin egen succes, du svigter flokken!

Der er flere interessante pointer, så lyt til Akimbo.

Velkommen til min grimme blog

Bangebuks har nu en blog, og den er ret grim, men det er jeg foreløbig rimelig ligeglad med. Lige nu har jeg en mission om at skrive dagligt, uden de store forventninger om at nogen læser med.

Jeg synes at jeg er kommet et stykke hver dag, det kan være jeg tager fejl, det vil vise sig nu, hvor jeg vil begynde at dokumentere min færd.

Når jeg påstår at jeg kommer et stykke hver dag, må jeg samtidig erkende, at i de sidste tre ugers tid er det der sket, sket oppe i mit hoved.

Jeg må indrømme, at jeg har befundet mig i en tilstand, en del timer hver dag i de sidste uger, hvor jeg simpelthen har stirret tomt ud i luften, nogen gange har jeg heldigvis gået rundt med solbriller på imens, andre gange har jeg siddet med en bog i hånden eller bag skærmen, men det kan nok ikke undgås, at et par stykker, der er gået forbi har bemærket, at der blev gjort hovedrent. Eller hvad de nu har tænkt.

Det virker nok lidt ukonkret med sådan en hovedrengøring, jeg tror dog det har været helt nødvendigt for mig, og jeg håber denne blog, om ikke andet så vil gøre det synligt for mig selv, at jeg bevæger mig i en bestemt retning og der er sat mentale sejl op.

Der må gerne ske noget nu, mere om det senere.

Bange for at spørge

I eftermiddag kl 17 (fredag den 15. juni 2017) sender Bangebuks live, man kan høre med på Spreaker.com eller følge link fra Bangebuks' Facebookside.

 

Radiodokumentarist Kasper Søegaard vil fortælle om at interviewe, spørge og lytte. Jeg er ikke uddannet journalist, og selvom jeg har været på et utal af journalistkurser, kan jeg kan mærke, at jeg er uerfaren i interviewsituationen, især når det der båndes skal bruges/er produktet (skal lyttes til af andre) og ikke blot transkriberes. Det gætter jeg på alle andre også kan.

Så jeg vil spørge Kasper om at spørge, for min uerfarenhed betyder, er jeg bange for, at jeg ikke får spurgt nok ind til mine gæster. Jeg kan mærke det når der er noget på spil og jeg egentlig burde spørge, men netop fordi jeg mærker det, gør jeg det modsatte, og lukker det ned. Det er ikke godt at være konfliktsky når man skal interviewe, ikke engang hvis det er et ikke-kritisk interview.

 

Sidst jeg sendte live blev jeg ret nervøs, ikke så meget på grund af selve det at sende live, det er alligevel ret abstrakt, men mere fordi jeg stod for et arrangement, og der kom over 20 mennesker, hvilket jeg selvfølgelig var glad for, og jeg ville jo gerne have at alle fik en god oplevelse. Så jeg var både vært og radiovært og tekniker og arrangør m.v. Det gik bedst med teknikken. "Hvad er det egentlig jeg har gang i?" tænkte jeg. Det tænker jeg i grunden hele tiden, men det bliver bare sat mere på spidsen når man sender det ud LIVE.

 

Hvor jeg er på vej hen - nogle overvejelser om min vilje.

Konfliktskyhed kan have den konsekvens, at man mærker andres vilje mere end sin egen, den andens vilje bliver uoverkommelig at slås med og man retter sig efter den, måske allerede inden man når at mærke sin egen, og hvor bliver ens vilje så efterhånden af?

"Jeg er bestemt til at være den, der kender alles bestemthed." siger Martin Walser i Min hinsidige.

Når man har fjernet sig fra andre for at mærke sig selv, sidder der stadig en rest installeret af forældre, ekskærester og andre, der tidligere har haft indflydelse på en, stemmer man selv har overtaget, og som man uden at vide det, hele tiden lytter til. Hvornår bliver der stille?

Jeg har haft en periode hvor der har været meget stille, uden det rigtigt er lykkedes mig at mærke min egen vilje. Den dukker op efterhånden, men jeg betragter den som en lille skrøbelig plante jeg skal passe godt på. 

Jeg synes selv det lyder vældigt åndssvagt, og svagt, men sådan må det være.

Jeg har ofte overvejet om prisen for at lære, at håndtere konflikter ikke var for høj for mig, ville tage for mange ressourcer, ofte har jeg tænkt, at det ville være nemmere at trække sig helt væk. Og jeg har svært ved at se mig selv som en der bliver stæk i konflikter, men til gengæld er prisen for ikke at gøre noget alligevel højere. Jeg bliver nødt til at følge min egen vilje. Jeg bliver bare nødt til at lære at mærke den først.

Martin Walser skriver også: "Der findes en længsel, som intet kender til sig selv. Først når man overgiver sig til den, opdager man, hvorhen den vil have en."

Løgnen om Den Store Drøm

Jeg har været ramt af panik. Jeg har aldrig kunne finde min ene store drøm, som jeg kunne gå og fantasere om blive realiseret. Den Store Drøm som skal leves, den ved jeg ikke hvad er. Så har jeg tænkt: er det fordi jeg ikke tør mærke den, er det fordi jeg ikke tør drømme? Og det er måske et problem jeg har lidt hen af vejen, jeg har svært ved at sætte mig store mål, fordi jeg mister pusten af det. 

Men så var det at det slog mig: der er forskel på Den Store Drøm og store mål.

Der er dem, der ved at de vil være verdens bedste violinist eller fodboldsspiller som 3-årig, og som dedikerer deres liv til denne ene ting og lykkedes med det (hvor mange lykkedes ikke på trods af evig dedikation?) De har Den Store Drøm, og for dem er vejen tydelig, fuld af ofre og uden mange kompromiser.

Og så er der os andre. I hvert fald har jeg ingen "Den Store Drøm", og det skal jeg huske er okay. Det er simpelthen bedst for mig, hvis jeg tænker på tværs af diverse verdensmestre-discipliner, fag og discipliner i det hele taget. Jeg trives bedst ved at stille mig andre spørgsmål som f.eks: Hvad gør mig glad? Glæden ved at øve sig og blive god til noget er ikke udelukket, men spørgsmålet er bredere, jeg vil ikke trives med at spille violin eller noget som helst andet 13 timer hver dag.

Jeg tror, det er vigtigt at sætte sig store ambitiøse mål, intet er urealistisk i den sammenhæng, for realisme er ikke målet. Først når man skal bryde de store mål ned i mindre delmål kommer realismen ind, de store mål er ledestjerner, delmålene er de skridt man tager. En af fordelene ved at have store overordnede mål er, at man bliver mere robust, hvis en af delmålene fejler, er det nemmere at se det, som en del af processen på vej mod det store mål.

Det er en udfordring, at sætte sig ambitiøse overordnede mål, når man ikke har Den Store Drøm, de kommer hurtigt til at flagre i vinden. Men jeg tror de er vigtige, hvis man skal kunne "efterligne" det drive, som man ser hos de "heldige", dem med Den Store Klare Drøm.

Jeg bliver nok ikke verdensmester af at stille mig mål, der gør mig glad, det tror jeg ikke, medmindre jeg bliver verdens gladeste, og den tanke virker faktisk ikke rar. Jeg vil hellere være verdens sjoveste... Okay ny erkendelse: det der med at være sjov, det er min store drøm.

Glæde gennem kvalitet #1

"Helvede er intet andet end et intet, der stræber efter og forgiver at være noget."

-Weil

Vi vil ikke have flere fancy hjemmesider uden indhold nej, vi vil have grimme hjemmesider med godt indhold!

 

Robert M. Pirsig leder i Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel efter meningen med livet, og finder vist mere eller mindre ud af at meningen (Zen) er kvalitet.

 

Er kvalitet det samme som sjæl?

 

Er kvaliet det modsatte af kaos?

 

Jeg vil gerne producere kvalitet. Er jeg i stand til det? Hver gang jeg vil kaste mig over et projekt, går jeg hurtigt i stå, fordi jeg indser, at jeg ikke har erfaring nok til at skabe kvalitet.

 

Kvalitet lader sig ikke definere, men man kan se når den mangler.

 

...fortsættes...

 

 

Frygten for succes #1

"Vi har altid været tro mod sager, der er tabt på forhånd, sagde professoren. Succes er for os intellektets og fantasiens død. Vi har aldrig været tro mod de heldige. Vi tjener dem."

(Fra Ulysses)

 

Der er flere grunde til at man kan frygte succes, holde sig selv fra at være succesfuld, lidt for mange grunde.

f.eks:

 

Der er frygten for at bliver isoleret.

Der er frygten for at succes vil ødelægge ens kreativitet.

Der er frygten for at blive afsløret (Imposter Syndrome).

Der er frygten for egen storhed (Jonas-komplekset).

 

Disse eksempler er kendetegnende ved at de kommer indefra, indre mekanismer der holder dig tilbage.

 

Måske er en del af forklaringen på, at man overhovedet kan lykkedes så effektivt med at holde sig selv nede, at man ikke gør sig klart, hvad ens egen opfattelse af succes er. Måske bliver succes let til en slags usynlig dæmon.

 

Kipling kaldte i et digtet "If" succes og fiasko for et bedragerpar, som skal behandles ens (uden særlig agtelse forstås). I stedet vil han gerne have sin søn, som digtet er skrevet til, til at udnytte hvert et (unforgiving) sekund af livet fuldt ud.

 

Ralph Waldo Emerson, som også er fra 1800-tallet (den bedste tid) skrev om succes:

 

"At le ofte og meget, at vinde intelligente menneskers respekt og børns hengivenhed, at vinde ærlige kritikkere påskønnelse og tåle falske venners forræderi, at værdsætte skønhed, at finde det bedste i andre, at efterlade verden en smule bedre, hvad enten det er i form af et sundt barn, en smuk have eller en forbedring af sociale vilkår, at vide, at bare 'et liv har trukket vejret lettere, fordi du har levet, det er succes."

 

Aah, det føles allerede bedre, ikke?

 

...fortsættes...